Transformation af stemmen for transkønnede

Transkønnede personer kan i forbindelse med deres transition have behov for hjælp til at ændre deres stemme, så lyden i højere grad understøtter kønsidentiteten.

Den måde, vi bruger stemmen og talen på, afgør, hvordan vores omgivelser opfatter de budskaber, vi formidler. Samtidig signalerer vores stemme og tale også i høj grad, hvorvidt vores auditive output opfattes som feminint, kønsneutralt eller maskulint.

Transkønnede personer kan opleve, at der er et misforhold mellem stemmens lyd (tonehøjde) og taletræk (artikulation, resonans og sprogmelodi) og deres kønsidentitet.

Ved stemmetransformation er det derfor ikke blot grundtonen, der er afgørende for, om talen fremstår maskulin, kønsneutral eller feminin. Det er i høj grad også en række talekarakteristika, som kan formes i den retning man ønsker.

Sådan arbejder vi med transstemmmer

På IKH har vi et tilbud til transpersoner, hvor undervisningen er rettet mod at forme stemmen, så den lettere passere mod en mere feminin, maskulin eller kønsneutral retning.

Undervisningsforløbet vil typisk bestå af følgende elementer:

  • Kropsholdning
  • Åndedræt
  • Stemmens toneleje
  • Stemmens resonans (klang)
  • Artikulation (udtale af ord)
  • Andre taletræk som fx sprogmelodi, fraselængde og taletempo.
Se øvelser for transstemmer

Kontakt

Benedicte Vestbo

Logopæd
Mobil 29 22 19 33