Cochlear Implant (CI) er et avanceret høreapparat, som sender elektriske signaler til hjernen, som ved træning kan lære at opfatte disse signaler som henholdsvis talt sprog eller som omverdenslyd.
CI-operationen bliver tilbudt hørehæmmede og døve, som ikke får tilstrækkeligt udbytte af en høreapparatbehandling.
CI kompenserer ikke fuldt for høretabet, men afhængigt af den høremæssige baggrund opnår de fleste at udnytte den nye hørelse, så det bliver nemmere at forstå tale med eller uden mundaflæsning.
Sådan får du hjælp til voksne med Cochlear Implant (CI)
Aarhus Universitetshospital har ansvaret for CI-udredning, operation og de efterfølgende tuninger. De henviser til Høreafdelingen ved IKH, som har ansvaret for undervisningen i at anvende CI-implantatet. Denne
undervisning er en fast og nødvendig del af CI rehabiliteringen.
Undervisning til voksne med CI
For at udnytte de elektriske signaler optimalt er efterfølgende undervisning en nødvendig del af CI-rehabiliteringen. Høreafdelingen på Institut for Kommunikation og Handicap (IKH) tilbyder undervisning til voksne med CI.
Undervisningen fokuserer på den auditive og sproglige opmærksomhed.
Forløbet foregår på følgende måde:
Forsamtale
• Høreafdelingen indkalder borgeren til en orienterende samtale om undervisningens indhold
• I denne samtale drøftes også forventninger til udbyttet af CI
• Pårørende opfordres til at deltage
Undervisning
Høreafdelingen tilrettelægger individuelt undervisningsforløb, hvor målet med undervisningen er, at brugeren opnår det bedst mulige udbytte af den nye hørelse.
Et CI forstærker lyde, der ligger i taleområdet. Det talte sprog og omverdenslyde opleves imidlertid anderledes, når de sendes til hjernen via et implantat.
For at få et optimalt udbytte af implantatet kræves derfor en målrettet træning.
Indholdet i undervisningen er bl.a.:
• træning i at udnytte de auditive input
• træning i at adskille og genkende lyde i omgivelserne
• træning i at adskille og genkende sproglyde
• arbejde med hensigtsmæssig kommunikation og eventuelt talekorrektion
• orientering om muligheder og begrænsninger ved CI
Endvidere giver audiologopæden råd og vejledning om brugen af CI, samt vejledning om høretekniske hjælpemidler (i samarbejde med specialkonsulenten).
I det omfang brugeren ønsker det, kan pårørende deltage i undervisningen.
Der kan formidles kontakt til andre CI-brugere.
Ydelsen bliver tilbudt i samarbejde med din kommune
Undervisningen foregår som eneundervisning tilpasset den enkeltes behov. Pårørende kan deltage i undervisningsforløbet.
Har du eventuelt spørgsmål eller ønsker du yderligere information, er du velkommen til at kontakte os på telefon 78 47 93 06 eller mail ikh@ps.rm.dk.